Vidste du, at næsten tre ud af fire hjertestop sker i private hjem? Vidste ud, at overlevelse efter hjertestop i hjemmet er ca. 7 procent mod ca. 24 procent ved hjertestop udenfor hjemmet? Og vidste du, at det er minutterne lige efter et hjertestop, der er afgørende for din overlevelse?
Hurtig indsats og specialviden er derfor afgørende for at redde flere af de 4.000 danskere, der hvert år bliver ramt af hjertestop.
Som det første vagtselskab i landet har Vagtservice Danmark tilmeldt sig hjertestarterordningen Hjertepiloter. Foreløbig er 16 medarbejdere uddannet i førstehjælp, og fra på mandag ruller de første tre biler på gaden klar til at redde liv, hvis uheldet er ude.
De uddannede hjertepiloter er udstyret med den nyeste teknologi. Det betyder, at når der går et alarmopkald ind til 112, går kaldet samtidig til Vagtservice Danmark. I tilfælde af akut hjertestop kan det have stor betydning. Her er en hurtig indsats afgørende for at redde liv. Den kan Vagtservice Danmark levere.
”Hos Vagtservice Danmark arbejder vi ofte, når resten af Danmark har fri. Vi er på hjul, og vi er tæt på borgerne. Derfor vil der være tilfælde, hvor vi kan være hurtigere fremme end ambulancen, og dermed kan vi yde den afgørende førstehjælp på stedet, indtil ambulancen er fremme. Med en simpel indsats kan vi gøre en kæmpe forskel,” siger direktør hos Vagtservice Danmark, Henrik Franck.
I første omgang er det borgerne i Køge, der får glæde af Vagtservice Danmarks hjertepiloter. Her kender borgerne allerede vagterne fra deres arbejde med at skabe tryghed på Rådhuset i dagtimerne og føre tilsyn med skoler, institutioner, plejehjem og andre offentlige bygninger i aften- og nattetimerne.
Fra på mandag kan borgerne så glæde sig over, at Vagtservice Danmark ikke bare skaber tryghed og passer på byens offentlige bygninger. De passer også på hjertet, når resten af Danmark holder fri.
Sammen kan vi redde liv
Vagtservice Danmark har siden marts 2018 passet på borgerne i Køge kommune og skabt tryghed i gaderne. Nu bliver Vagtservice Danmark en del af det private projekt Hjertepiloter, som Region Sjælland har indgået aftale med. Som hjertepilot bliver vagterne et supplement til hurtig og effektiv behandling i de afgørende minutter efter hjertestoppet. Alle hjertepiloter deltager i vedligeholdelseskurser iht. Retningslinjer for Dansk Råd for Genoplivning. De har tillige gennemgået et livreddende førstehjælpskursus. På vagternes uniform sidder en nål, der dokumenterer uddannelsen. Se mere på hjertepiloter.dk.Yderlige oplysninger: Henrik Franck, CEO, M: 20 66 22 60